Forside / Biblen skabelsesberetningen
De fundamentale fortællinger om verdens og menneskehedens oprindelse findes primært i Det Gamle Testamente. Forløbet for skabelsen er indgående beskrevet i to separate beretninger, som begge optræder i Første Mosebog, specifikt i kapitel 1 og kapitel 2.
I den første beretning skildres skabelsen som en frembringelse ud af intet, udelukkende ved Guds skabende ord. Processen følger denne kronologi:
Et velkendt kunstnerisk udtryk for denne bibelske fortælling er et udsnit af Michelangelos værk, "Skabelsen af Adam". (Foto: Pixabay)
Den anden skabelsesberetning præsenterer en anderledes rækkefølge for menneskets og verdens tilblivelse. Her formes mennesket - i dette tilfælde manden - som den allerførste skabning, idet han dannes af jordens muld, hvorefter Gud indblæser livsånde i hans næsebor. Efterfølgende frembringes dyrene og planterne. Til sidst skabes kvinden, udformet af et af mandens ribben.
Foruden de to primære skabelsesfortællinger indeholder Salmernes Bog også en passage, der kan fortolkes som en form for skabelsesberetning. Den lyder som følger:
"Jorden gav du sin faste grundvold, den rokkes aldrig i evighed. Urdybet dækkede den som en dragt, vandet stod op over bjergene. Det flygtede for din trussel, skræmt af din torden løb det sin vej op over bjerge og ned gennem dale til det sted, du havde fastsat for det. Du satte en grænse, det ikke må overskride, det skal ikke dække jorden igen."
(Den specifikke Salme og vers er ikke angivet i den oprindelige tekst.)
Det Nye Testamente anerkender de gammeltestamentlige skabelsesberetninger, men introducerer derudover et omfattende koncept om en nyskabelse eller genfødsel. Denne transformative begivenhed finder primært sted i forbindelse med dåben.
Denne nyskabelse, som beskrevet i Johannesevangeliet 3, indebærer en forening af mennesket med Kristus. Gennem denne forening genskabes den gudbilledlighed, som menneskeheden tabte som følge af syndefaldet, jf. Romerbrevet 5. Som konsekvens heraf forventes den kristne at leve et fuldstændig nyt liv efter dåben, hvilket formuleres således:
"Vi blev altså begravet sammen med ham ved dåben til døden, for at også vi, sådan som Kristus blev oprejst fra de døde ved Faderens herlighed, skal leve et nyt liv." (Romerbrevet 6,4)
Dem, der er forenet med Kristus, betragtes følgelig som nye skabninger; det gamle er forgangen, og noget helt nyt er opstået, som nævnt i 2. Korintherbrev 5.
Ifølge Johannes' Åbenbaring strækker nyskabelsen sig ud over det enkelte menneske. Her forudsiges en total fornyelse af verden, hvor den eksisterende virkelighed afløses af en helt ny. Denne fremtidige verden adskiller sig radikalt fra den nuværende. Den første himmel og den første jord vil forsvinde, og en ny, himmelsk metropol skal erstatte det ældre, beskadigede Jerusalem. Den kommende verden karakteriseres ved fred og ro. Det vil være en verden, hvor Gud ikke længere forbliver fjern i himlen, men i stedet vil bo iblandt menneskene. Dette beskrives med følgende ord:
"Og jeg så en ny himmel og en ny jord. For den første himmel og den første jord forsvandt, og havet findes ikke mere. Og den hellige by, det ny Jerusalem, så jeg komme ned fra himlen fra Gud, rede som en brud, der er smykket for sin brudgom. Og jeg hørte en høj røst fra tronen sige: Nu er Guds bolig hos menneskene, han vil bo hos dem, og de skal være hans folk, og Gud vil selv være hos dem. Han vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere. Thi det, der var før, er forsvundet. Og han, der sidder på tronen, sagde: 'Se, jeg gør alting nyt!'"
Denne vision af en fornyet verden i Johannes' Åbenbaring rejser spørgsmålet om, hvorvidt skabelsen af denne nye verden skal fortolkes som en frembringelse ud af intet. Dette står i kontrast til andre nytestamentlige skrifter, hvor det nye liv i Kristus snarere opfattes som en genoprettelse af den oprindelige skabelse, som den udfoldede sig i begyndelsen.